Lamperne fra Holstein Folds er foldet af et særligt italiensk MIX FSC-certificeret pergamentpapir, der også er syrefrit, så det ikke bliver gult over tid. FSC står for Forest Stewardship Council og er en international certificering af materialer, der er lavet af træfibre. Certificeringen gives for miljømæssig, økonomisk og social ansvarlig skovhugst. Papiret er biologisk nedbrydeligt og genanvendeligt.
Papiret har en høj lysgennemtrængelighed. Når modulernes mange papirlag og -mønstre overlapper hinanden og oplyses indefra opstår en helt særlig kalejdoskopisk effekt. På den måde er det både papiret i sig selv og den måde jeg designer modulerne på, der giver lamperne deres helt særlige karakter.
Papiret er stærkt og knækker ikke under de mange forskellige gentagne foldninger og skarpe vinkler, som almindeligt pergament eller kalkepapir (arkitektpapir) gør. Det er desuden ikke så glat som eksempelvis silikonebelagt bagepapir, så den beskedne mængde lim, der bruges visse steder, kan let hænge fast og opretholde lampernes form og udtryk.
Det fantastiske ved papir generelt er, at det er så tilgængeligt. Måske derfor bliver der også smidt så meget ud. Det vil jeg gerne lave om på. Derfor har jeg designet en pendel, hvor du som kunde selv bidrager med papiret. Indtil videre er denne model lavet af gamle søkort, et fint japansk papir, kunstkalendere og -plakater og endda tapetrester. Har du gamle noder eller sjove tegneserier liggende, så læs mere om Tulipanen og dine muligheder for en helt unik og personlig lampe til dig.
Også øreringene handler om alt det fantastiske papir, der findes i verden, og som bliver taget for givet. Det kan du se eksempler på her.